Skrevet af Vibeke Sandby, Mag. art. Kunsthistorie 2009

Bente Lindum har i sine tekstilcollager fokus på de kunsthåndværk, som er ved at forsvinde fra vor materialiserede verden. Samtidig vil hun anfægte vores puritanske livsførelse og vores bevægelse væk fra fællesskabet og det medmenneskelige. En del af hendes kunst har sit udgangspunkt i urgamle mønstre og materialer og benytter collageformen og installationen i billedudtrykket.

Den narrative tilgang til billederne er symboler på livets faste rammer, der gør sammenkædningen interessant. Hun giver flere indfaldsvinkler til sine collager gennem materialet, samtidig med at vejen frem i hendes værker er poetisk, humoristisk og indigneret kulturpolitik.

Bente Lindums tekstilcollager er stoffer og traditioner, der er sat sammen i stadig nye forskellige systemer og med en kobling til den øvrige verdenskunst.

Tekstil forbindes med vores opfattelse af det taktile, hverdagslivet, virkeligheden på godt og ondt, og frem for alt bærer det på personlige erindringer, samtidig med at der også er indkodet en kollektiv bevidsthed til tekstilets historie. De gamle broderier og tekstiler åbner døren til århundredes traditioner af håndværk, og det er vedkommende, at disse gamle materialer og broderier fortæller om vores søgen efter identitet i en verden af opløste værdier. Værkerne rummer en tidløshed og universalitet, men de har også et billedsprog som er forankret i tidens tegn.

Bente Lindums tekstiler og broderier er genbrugt i en ny kontekst, isoleret fra deres egen betydning og sat ind i en ny konstruktion af symbolske værdier, der tilsammen bliver til et arkiv over den menneskelige erindring. For hende er værkerne en åbning til den æstetiske verden, hvor hun analysere det overfladiske, dyrkelsen af kitsch kontra ”den gode smag”. Samtidig vil hun fortælle om livets drama og livets vitale kræfter, hvor kunsten bliver en kommunikation om åndens uafhængige udfoldelser i det fristed, som kunsten også er.

Humor og kritik hører sammen i hendes billedunivers, hvor humor viser verdens ufuldkommenhed og uoverensstemmelsen mellem idealer og virkelighed. Den manglende åbenhed og den manglende besiddelse af det legende element, som giver mennesket frihed til en mere spontan tilværelse, bliver tynget af de mere borgerlige dyder og statussymboler, som vi er indfanget af i det 21.århundrede.

Bente Lindum arbejder med en æstetik, hvor farverne er det livgivende. Kompositionen er en labyrint af linjer eller planer, der fører én gennem værket af nogle fastlagte ruter med elementer af leg og humor. Disse indfaldsveje vender op og ned på høj og lav, stiller kontraster op, og i nogle tilfælde gøres skønhedsbegreber til kitsch eller god smag.

Kunsthåndværk har endvidere en stor betydning for Bente Lindum, og hun vil gerne synliggøre kærligheden til og påskønnelsen af tekstilkunsten gennem sin kunst.

Hendes materiale er ofte affald og genbrug, idet hun har allieret sig med genbrug, designere og butikker, der giver deres tekstilrester og udgåede varer videre til hende, frem for at smide materialer ud som affald.

Affald/genbrug er en af ledetrådene i alle hendes værker, fordi det er med til at påvise, at de gamle tekstiler ofte ikke har nogen værdi i vores tidsalder, men bliver betragtet som ubrugelige og uden nytteværdi. Men alligevel har tekstilerne for os alle en iboende historie, som Bente Lindum prøver at fastholde, og angiver at dette særlige kunstudtryk indeholder så mange indtryk, der pirrer til vores tanker og refleksioner over os selv og verden.